article-image-1

BROEN udvider produktionen i Assens

Efter flere års forberedelse udvider vi nu produktionen i Assens for at gøre klar til en ny ventiltype. Byggemodningen starter i løbet af foråret i år og bygningen forventes at blive taget i brug medio 2023.

Investeringen er den største i BROENs historie og vil med bygning, maskiner og udstyr samlet udgøre et trecifret millionbeløb.

Den nye bygning på cirka 4400 kvm kommer til at rumme BROENs seneste ventilsatsning - Mid-Range - der er en storebror til de nye Full Flow ventiler og de vil dimensionsmæssigt gå fra DN50 (50mm rør) op til DN200 (200mm rør). De nye produkter vil primært blive solgt som BROEN BALLOMAX® til fjernvarme, naturgas, VVS og let industri.

Innovativ og bæredygtig ventil

Mid-Range ventilen er på alle måder unik og innovativ. Både i forhold til designet og fremstillings-teknologien, hvor BROEN har patenteret vigtige detaljer. Produktionen af ventilen foregår med et væsentligt reduceret materialeforbrug og et minimalt forbrug af energi, vand og kemikalier.

Derudover vil selve bygningen blive miljøcertificeret efter den tyske DGNB standard, der er en af verdens førende certificeringer af bæredygtigt byggeri.

På billedet ses Mogens Laursen, adm. direktør for BROEN til venstre og Palle Johansen fra Assens Murer og Entreprenørforretning. Sidstnævnte er hovedentreprenør på byggeopgaven.